Småfolk Holbæk – Ugens Butik

Småfolk Holbæk

Bag hver butiksfacade gemmer der sig en spændende historie. Hver uge fremhæver vi en butik og deler historien bag – fortalt med butiksejerens egne ord. Skal din butik være den næste? Så klik ind og ansøg her

Ugens Butik: Småfolk Holbæk

Småfolk i Holbæk er en hyggelig butik, der sælger børnetøj, legetøj, højstole samt tilbehør til baby og børn. De folk, som de typisk ser i butikken er forældre og bedsteforældre, dem der skal købe gaver og ikke mindst børnene selv!

Butikken er den første “koncept store” for det danske mærke Småfolk, men de fører ikke kun deres egne varer, men også brands som Fjällräven og Djeco.

“Vi har et særligt koncept.”, fortæller Jesper B. Jørgensen, der er ansvarlig for Småfolks pt. 4 koncept butikker. “Vi har grønt gulv i hele butikken. Vi har grønne møbler, stativer i lys ask og en disk med marmor plade. Det danner alt sammen en fantastisk kontrast til vores farverige tøj. Derudover har vi en cirkushest med møntindkast, som børnene kan få en tur på gratis.”

I butikken er alt legetøj pakket op/ud, så børnene kan lege/føle/forelske sig/med i det og der er en rolig atmosfære, som gør at man har lyst til at blive lidt længere.

Historien bag butikken

Småfolk er som firma snart 12 år gammelt. Det er lokaliseret i Holbæk, hvor også ejeren Tana Kretzschmer bor.

Butikken i Holbæk åbnede første gang for 7 år siden – i et lille lokale, hvor der kun blev solgt tøj. Lokalet blev dog hurtigt for lille og butikken rykkede så i større omgivelser. På grund af ændringer i byen, flyttede butikken tættere på hovedgaden igen for 2½ år siden, hvor den nu er placeret.

“Butikken har været i en udvikling fra første dag den åbnede i det mindste lokale og til i dag. Og hele grundtanken med vores butik har været, at vi ville være genkendelige i Holbæk, hvor virksomheden hører hjemme.”, fortæller Jesper, der stolt kan tilføje at Småfolk i dag er at finde i ALLE institutioner i nordvestsjælland!

Bente styrer butikken i det daglige

Småfolk Holbæk butiksbestyrer

Bente er butiksbestyrer i Småfolk Holbæk

Bente som er bestyrer i butikken blev ansat for snart 2 år siden. Hun har været butikschef i Noa Noa kæden i flere år og har arbejdet med salg af tøj før det.

Bente er, ifølge Jesper, den mest energiske og energifyldte humør bombe man kan møde. Et kærligt og varmt menneske, som interesserer sig for sine kunder, hvilket har medført et hav af stamkunder.

“De kommer sågar ind også for at drikke kaffe og sludre. Det er en kvalitet og de er ambassadører for butikken.”

Flytning af butikken gav problemer

Butikken var igennem en svær tid i forbindelse med flytningen. Byen ændrede sig og det var nødvendigt med en mere attraktiv placering. Men det betød, at de måtte rydde hele butikken ud, for at parkere den midlertidigt på lageret på hovedkontoret – uden at vide, hvornår de skulle åbne igen.

Flytning af Småfolk Holbæk

Småfolk flyttede til nye lokaler i Holbæk

“Der gik heldigvis kun 5 måneder til at vi fandt et lokale igen, men de 5 måneder gjorde at kunderne i op til 2 år efter troede vi var HELT lukket og ikke eksisterede mere. Det skadede butikkens image rigtig meget.”, beretter Jesper B. Jørgensen, der dog beroligende tilføjer:

“Vi er nu kommet forbi det igen – tid læger den slags.”

Webshop med click-and-collect

Butikken er som nævnt en del af Småfolk kæden, og de driver en webshop på www.smafolk.dk.

Jesper B. Jørgensen løfter lidt af sløret for, hvordan de binder shoppen og butikken sammen:

“Vi har den løsning, at der kan afhentes webordrer i vores butikker, så kunden sparer fragten. Dette har vi ca. 1-2 ordre af hver dag. Det giver rigtig god mening. Derudover kan kunder der har købt varer over webshoppen reklamere og bytte varer i vores butikker, så vi tilstræber os altså at udøve “cross channel” salg.

Småfolk webshop

Småfolk kæden har en fælles webshop

Hvilket råd ville du give en ny butiksejer?

“Find et godt koncept, og tænk over hvordan du kan skille dig ud. Kunderne skal kunne huske din butik (f.eks. husker vores kunder det grønne gulv) – der er genkendelighed. Derudover hjælper en smilende bestyrer, som interesserer sig for alle sine kunder.”

Her finder du Småfolk Holbæk

Butikken ligger i dag på Smedelundsgade 8D, 4300 Holbæk og online shoppen finder du her: smafolk.dk

Butikken er ikke selvstændigt på Facebook, men du kan følge Småfolk brandet på både Facebook og Instagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *